Tommie Sjef

Tommie Sjef bliver somme tider kaldt ”vidunderbarn”: Han har et specielt talent for at skabe helt unikke, ekstremt velafbalancerede og elegante Wild Ales. Produktionen foregår i Den Helder i det nordlige Holland, hvor Tommie arbejder med sin egen vildgær og et imponerende udvalg af fade i mange forskellige størrelser og typer.

Tommie får brygget basis-øllet (urten) hos udvalgte bryggerier, så hans arbejde starter først, når han modtager den ufermenterede urt i sin produktionshal. Tommie kan blandt andet godt lide at bruge gammel humle undervejs i fermenteringsprocessen … Helt modsat de mange bryggerier, der skaber moderne, humlede øl og har brug for helt frisk humle, kræver Tommie Sjefs produkter, at humlen bidrager med en helt anden smag, som opstår, når humlen får luft og blot ligger på en varm hylde og ældes.

Vi kan varmt anbefale at smage nærmere på de elegante og velkomponerede Wild Ales fra Tommie Sjef – de imponerer selv de mest kræsne smagsløg!