Hoppy People

De to humleelskere Olivier Brighenti og David Bonjour stiftede Hoppy People i 2016. De holder til i Sierre i Schweiz, hvor deres bryggeri ligger i en bygning dækket med solceller – og det betyder, at hele deres produktionsproces drives med solenergi.

Som navnet antyder, er Hoppy People glade for humle, og de har en række humlede øl i deres faste sortiment. Det har også været humle, som har været i fokus, når de har lavet collabs med deres mange gode bryggeri-venner. På listen af collabs finder vi blandt andet Cloudwater, CoolHead, Mad Scientist, Protokoll, Rockmill og Piggy Brewing. 

Samtidig har Hoppy People en passion for fadlagring. De ligger inde med en meget stor mængde fade af forskellige typer og nyder at lave eksperimenter på kryds og tværs. Sidste år smagte vi blandt andet en Imperial Stout, der var lagret på pærecider-fade! En helt perfekt og uforglemmelig kombination!