Mad Scientist (stiftet i 2016) er et ungarsk bryggeri fra Budapest – og de virker faktisk somme tider lidt vanvittige…! Mad Scientist er kendt for både deres solide basissortiment af ekstremt høj kvalitet og deres virkelig vilde innovationer på flere forskellige fronter. Der er tale om nytænkning i stor stil og de skaber produkter med både frugter, urter og tang – altid af høj kvalitet, afbalancerede og velgennemtænkte. I dag er de omkring 20 ansatte, heriblandt dedikerede folk til at tage sig af kvalitetssikring og laboratorieanalyse. De investerer hele tiden i viden og udstyr, så de kan fortsætte med at skabe øl, der udfordrer og overrasker.
Mad Scientist har en opdeling i fire:
- Mad Scientist, som lægger navn til de mere traditionelle øl og stilarter: IPA, DIPA, NEIPA, Lager, Stout etc.
- MadX, der er syrlige, fadlagrede øl, der tappes på flasker
- Barrel Project, der omfatter mørke, fadlagrede øl, der tappes på flasker, som lakforsegles
- Mead Scientist leverer bryg (mead og braggot) med honning i kombination med et væld af andre ingredienser, som sikrer at smagen er frisk, ofte skarp og overraskende. Her skal ikke tænkes ‘øl’, men snarere cocktail eller drink
Er du i Budapest, så smut forbi Mad Scientists taproom ”Madhouse” eller deres skønne øl-have ”Mad Kert” på bryggeriet – begge steder er helt klart et besøg værd!