SOMA

SOMA, som ligger i Girona i Nordspanien, blev grundlagt af Ramón Prats i 2012. Ramón havde smagt en IPA på en bar i sin hjemby og mente, at han selv måtte kunne brygge noget tilsvarende – og som sagt, så gjort … Han startede (som så mange) med hjemmebryg til eget forbrug, men da han en dag stod med 100 liter, som var bestilt til en fest, der blev aflyst, henvendte han sig til en lokal bar, som satte øllet på hanen. SOMA blev hurtigt et populært mærke og Ramón har efterhånden skruet op for kapaciteten i bryggeriet.

SOMA producerer (mestendels) humlede øl af meget høj kvalitet og lader kreativiteten blomstre. De arbejder også med lokale, helt friske råvarer, blandt andet i form af lokalt dyrket humle, som bogstavelig talt kommer direkte fra marken, når den bruges i brygningen.